Definition: Scope 1-emissioner refererer til de direkte emissioner fra kilder, som virksomheden selv ejer eller kontrollerer. Dette omfatter primært emissioner fra brændstofforbrug i virksomhedens faciliteter og køretøjer.

Eksempler på Scope 1-emissioner:

1. Stationære kilder: Emissioner fra forbrændingsprocesser i faste anlæg som kedler, ovne, generatorer og fyringsanlæg.
   • Teknisk detalje: Hvis en virksomhed har en fabriksovn, der forbrænder naturgas, vil den frigive CO₂ og muligvis andre drivhusgasser direkte til atmosfæren, og dette vil blive talt som Scope 1.
2. Mobile kilder: Emissioner fra køretøjer, som virksomheden ejer eller kontrollerer, fx lastbiler, biler, busser eller fly.
   • Teknisk detalje: Benzin- eller dieseldrevne køretøjer, der bruges til leverancer eller tjenesterejser, vil også generere Scope 1-emissioner. Hvis virksomheden bruger eldrevne køretøjer, vil emissionerne fra produktionen af elektriciteten derimod være Scope 2 (beskrives nedenfor).
3. Processer: Emissioner, der opstår fra industrielle processer, hvor kemiske reaktioner frigiver drivhusgasser. Et eksempel er CO₂-udledning fra cementproduktion.
   • Teknisk detalje: I cementfremstilling frigives CO₂ under kemisk nedbrydning af kalksten til kalk (CaO), som er en vigtig komponent i cement.
4. Flugtige emissioner: Utilsigtede lækager af drivhusgasser fra fx kølesystemer, klimaanlæg eller industrielle gasledninger.
   • Teknisk detalje: Hvis et virksomhedsanlæg har et kølesystem, der bruger HFC-gasser (hydrofluorcarboner), kan der opstå flugtige emissioner, når systemet lækker eller ved vedligeholdelse. Disse emissioner er ofte meget mere kraftfulde drivhusgasser end CO₂.

Hvordan måles Scope 1-emissioner?

Scope 1-emissioner måles typisk ved at kvantificere mængden af brændstof eller andre materialer, der forbruges i virksomhedens egne operationer, og ved at anvende emissionsfaktorer for hver type brændstof eller kilde. Emissionsfaktorer angiver, hvor meget drivhusgas der frigives pr. enhed af brændt brændstof.

Definition: Scope 2-emissioner er de indirekte drivhusgasemissioner fra den elektricitet, varme og køling, som virksomheden køber fra eksterne energileverandører. Disse emissioner opstår, når den leverede energi produceres.

Eksempler på Scope 2-emissioner:

1. Elektricitet: Scope 2-emissioner dækker de drivhusgasser, der udledes ved produktionen af den elektricitet, som virksomheden forbruger.
   • Teknisk detalje: Hvis en virksomhed bruger elektricitet, der kommer fra et kulfyret kraftværk, vil de emissioner, der frigives ved forbrænding af kul til at producere elektriciteten, blive betragtet som Scope 2 for virksomheden, selvom emissionerne fysisk forekommer på kraftværket.
2. Fjernvarme og fjernkøling: Dette dækker også opvarmning eller køling, som leveres til virksomheden via fjernvarme- eller fjernkølingsnet.
   • Teknisk detalje: Hvis virksomheden er afhængig af et fjernvarmesystem, hvor varme produceres gennem fossile brændstoffer som naturgas, vil de tilknyttede emissioner være en del af Scope 2.

Hvordan måles Scope 2-emissioner?

Scope 2-emissioner beregnes ved at gange det samlede energiforbrug (normalt i kWh) med en emissionsfaktor, som afhænger af den energimiks (fossile brændstoffer, vedvarende energi osv.), der bruges til at producere energien.

Formel for Scope 2-emissioner:

Scope 2 Emissioner (kg CO₂e)=Forbrugt elektricitet (kWh)×Emissionsfaktor (kg CO₂e/kWh) Scope 2 Emissioner (kg CO₂e)= Forbrugt elektricitet (kWh) × Emissionsfaktor (kg CO₂e/kWh)

Der findes to metoder til at beregne Scope 2-emissioner:

• Location-based method: Brug af den gennemsnitlige emissionsfaktor for det regionale netværk, hvor virksomheden befinder sig.
• Market-based method: Brug af specifikke emissionsfaktorer, der afspejler virksomhedens køb af certificeret grøn energi eller kontrakter med energileverandører.

Definition: Scope 3-emissioner er de indirekte emissioner fra virksomhedens aktiviteter, som opstår i hele værdikæden, men som ikke er under virksomhedens direkte kontrol. Dette omfatter emissioner fra leverandører, kunders brug af produkter, transport, affaldshåndtering, og meget mere.

Scope 3 er ofte opdelt i upstream- og downstream-emissioner.

Upstream-emissioner (før produktionen når vairksomheden):

1. Indkøbte varer og tjenester: Emissioner forbundet med fremstilling af de produkter eller materialer, virksomheden køber.

   • Teknisk detalje: Hvis en virksomhed køber stål fra en leverandør, vil emissionerne fra minedrift, forarbejdning og transport af stål indgå som Scope 3-emissioner.

2. Kapitalvarer: Emissioner fra produktion af store aktiver som maskiner eller bygninger, der bruges i virksomhedens drift.

   • Teknisk detalje: Fremstillingen af en ny fabriksmaskine med et stort metalforbrug og energiforbrug under produktionen vil blive betragtet som en Scope 3-emission.

3. Brændstofrelaterede aktiviteter: Emissioner fra udvinding, raffinering og transport af brændstof, som virksomheden køber, selv før det bliver brugt i drift.

4. Transport og distribution: Emissioner fra transport af varer mellem leverandører og virksomheden samt distribution til kunder.

   • Teknisk detalje: Hvis en virksomhed importerer produkter fra et andet land, vil transporten over lange afstande (f.eks. skibsfart eller luftfart) bidrage til Scope 3-emissionerne.

Downstream-emissioner (efter produktionen forlader virksomheden):

1. Brug af solgte produkter: Emissioner fra kundernes brug af de produkter, virksomheden sælger.

   • Teknisk detalje: Hvis virksomheden sælger biler, vil forbrænding af brændstof i bilens motor i kundens hænder generere Scope 3-emissioner.

2. Affaldshåndtering: Emissioner fra bortskaffelse og nedbrydning af virksomhedens produkter efter endt livscyklus.

   • Teknisk detalje: Hvis produkter ender på losseplads eller forbrændes, vil dette bidrage til Scope 3-emissioner. Genbrug af produkter kan derimod reducere disse emissioner.

Hvordan måles Scope 3-emissioner?

Scope 3-emissioner er ofte de mest komplekse at måle, da de involverer data fra tredjepartsleverandører og downstream-kunder. Disse emissioner måles ved hjælp af livscyklusanalyser (LCA) og emissionsfaktorer for hver kategori. Da Scope 3 kan variere meget fra industri til industri, er det ofte nødvendigt med samarbejde med leverandører for at indsamle nøjagtige data.